Mandekogebogen

Jordbær-hindbærsyltetøj

Utrolig lækker og nem hjemmelavet syltetøjsopskrift med jordbær og hindbær

Der er få ting i verden, der er lige så lækkert som hjemmelavet syltetøj på et friskbagt brød. Eller var det nu marmelade?

Herunder får du min nedarvede opskrift på en super lækker syltetøj på jordbær og hindbær, som også er lynhurtigt at bikse sammen. 

Men lad os først lige kigge nærmere på begreberne:

Hvad er forskellen på Syltetøj og Marmelade?

De to begreber flyder ofte sammen, og forskellene er efterhånden små: I den klassiske fortælling er syltetøj nedkogt frugt med tilsat sukker og af mere flydende konsistens. Marmelade derimod kommer fra en mere geleagtig konsistens, som især kendes fra de engelske traditioner. 

I Danmark har vi rent faktisk en lovgivning, der definerer, hvornår producenter må kalde noget for marmelade eller syltetøj - den går under navnet Marmeladebekendtgørelsen, som du kan læse i sin helhed med 9 pargraffer på Retsinformation. 

Af den kan man udlede følgende: Man må kalde noget syltetøj, når mængden af frugt for 1000 gram færdig produkt ikke er under 450 gram - der er dog tilfælde, hvor andelen må være mindre, for frugt og grønt som solbær, hyben, kvæde, ingefær, cashewæble, citrusfrugter og passionsfrugt. 

En marmelade skal være passende geléagtig i konsistensen, og per 1000 gram færdigt proukt, skal andelen af frugt være mindst 350 gram. 

Det betyder, at du alt efter mængden af tilsat geleringspulver, enten kan kalde denne opskrift for en marmelade - eller syltetøj, efter smag og behag. 

Jordbær-hindbær syltetøj er en af mine absolutte favoritter: Kombinationen mellem de mere syrlige hindbær og de søde sommerjordbær, skaber en balance, der passer perfekt til morgenmaden - eller til pandekager og andre desserter, der trænger til et strejf frugt. 

Denne jordbær-hindbær syltetøj har jeg efterhånden lavet en del gang, og jeg veksler helt frit mellem friske bær (Når der er sæson for jordbær eller hindbær) eller frosne bær - som oftest bliver det en kombination, da jordbær og hindbær har et meget begrænset høstoverlap. 

Udgangspunktet her, er et 50/50 blandingsforhold mellem jordbær og hindbær, og så bare en lille smule sukker, til at sæde det op. 

ANNONCE
Jordbær-hindbærsyltetøj

Det er hamrende let at koge syltetøj - du hælder bare bær og sukker sammen i en gryde, bringer det til kogepunktet, og lader det simre ved middel varme i mindst 10 minutter, eller til ønskede konsistens er nået - hvis du bruger frosne bær, er tiden i gryden forhøjet til mindst 15 minutter. 

Tip 1: Syltetøjsglas: 1000 gram bær med denne opskrift giver lige under en liter færdig syltetøj - Nok til at fylde 3 styk mellemstore 0,35 liters syltetøjsglas.

Tip 2: Hvis du ønsker en ensartet og flydende konsistens, kan du køre blandingen igennem med en stavblender, inden du tilføjer geleringsmiddel. 

Tip 3: Spicy jordbær-hindbærsyltetøj med kanel og krydderier er en lækker vintervariant: Hvis du har interesse i at eksperimentere med spændende smage, kan du lave en lækker spicy julemarmelade, ved at tilføje 1 tsk stødt kanel og 1 tsk friskrevet muskatrød til 1000 gram bær - jeg lover, at det fungerer!

Tip 4: Holdbarhed - Den færdiglavede syltetøj kan holde sig længe i uåbnet glas, opbevaret mørkt og koldt.

Uden konserveringsmiddel holder det kun et par dage i køleskab efter åbning.

Med konserveringsmiddel (Jeg sværger stadig til Atamon) har du en holdbarhed på 1 år i uåbnet glas og 2-4 uger efter åbning i køleskab.

ANNONCE
Udskriv opskriften

Jordbær-hindbær syltetøj

Nem og lækker syltetøj med en herlig balance i sødme og friskhed

3 portioner 32 minutter
Forberedelse: 2 minutter
Ventetid: 10 minutter
Tilberedning: 20 minutter
Ca. 850 kcal pr. portion

Ingredienser

  • 500 gram jordbær
  • 500 gram hindbær (frisk eller frost)
  • 200 gram sukker
  • 1 tsk rød melatin
Evt. Konserveringsmiddel
  • 1 tsk atamon

Fremgangsmåde

  1. Klargør syltetøjsglas (Vask dem af og stil dem klar) 1000 gram bær giver godt 3 syltetøjsglas a' 0.35 liter (Eller godt og vel 1 liter færdig syltetøj - divider selv ud på antallet af syltetøjsglas i din ønskede størrelse)
  2. Rens og skyl både jordbær og hindbær, og hæld dem i en mellemstor gryde
  3. Bland 1 teske geleringspulver (Dr. Oetker) eller Rød Melatin (Tørsleffs) - med en spiseskefuld sukker. Stil blandingen til side
  4. Tilsæt resten sukker til gryden og bring bær og sukker i kog, under omrøring - Når bærrene begynder at flyde ud til en mere grødlig konsistens, skrues der ned på middelhøj varme. (Ca 5. minutter ved friske bær og 10 minutter ved frosne bær) Lad syltetøjsblandingen simre videre.
  5. Fortsæt indkogningen af bærrene i 5-10 minutter efter temperament. Smag løbende til med en teske - er det for surt? Tilføj lidt mere sukker. For sødt? Tilføj citronsaft. (Eventuelt: fjern fint overfladeskum, ved at køre en stor grydeske over overfladen - skummet fejler intet, men en skumfri gryde giver et pænere resultat, når syltetøjet hældes på glasset. Rent kosmetisk.)
  6. Når smagen sidder i skabet, tager du gryden af varmen. Bland geleringspulver- og sukkerblanding i gryden under omrøring.
  7. Flyt gryden tilbage på varmen og fyr op på max. Massen skal have 1 minut under kraftig omrøring.
  8. Fjern gryden fra varmen. Tilføj 1 teske Atamon konserveringsmiddel til gryden og rør rundt igen.
  9. Hæld din syltetøj på glas - og luk dem gerne mens de er varme - det skaber undertryk i glasset og hjælper yderligere på holdbarheden. Lad syltetøjsglassene dampe af på køkkenbordet et par timer, og opbevar efterfølgende i køleskab. Voila! Din syltetøj er klar til morgenbrødet.
Del

Seneste nyt

Annonce