Mandekogebogen

Ramsløgolie

En flot og smagfuld krydderolie lavet på 'nordens hvidløg'; ramsløg

Ramsløgolie er en lækker forårs- og sommerspise, som giver den flotteste grønne krydderolie, som kan benyttes som både smagsgiver i salater og marinader eller til at give et farverigt gastro-pift til et lækkert hjemmelavet stykke brød eller en cremet suppe.  

Ramsløget, nordens hvidløg, er en let råvare at arbejde med, og den karakteristiske aroma og smag med dybe løg og hvidløgstoner passer perfekt til både lækre kødretter og salater - og er på mange måder en perfekt kompagnon til forsommerens hyggelige grillaftener.  

Ramsløg hvor og hvornår?

Ramsløg er en af de første grønne ting der skyder op i den brune skovbund i de danske løvskove, og som sådan er den en sikker og smagfuld forårsbebuder. Ahh, forår - ramsløgsæsonens budbringer.

Ramsløg er en flerårig løgplante, og når først du har fundet en lokation at sanke fra, kan du komme igen år efter år. Ramsløgets mest anvendelige del er de saftige grønne blade, der har en helt karakteristisk løgduft - og mens blomsterknopperne der dukker op hen på slutningen af foråret også kan benyttes til blandt andet syltning (ramsløgkapers), er ramsløg bladene vores favorit.  

Ramsløg er længe i sæson og kan plukkes gennem hele foråret - fra starten af marts og hen i midten af juni, hvor planterne begynder at blomstre af.  

Hvis du ikke selv ved hvor man finder ramsløg, kan du med fordel downloade mobilappen Vild Mad, en app til at sanke krydderurter over hele det danske land, som er udviklet i samarbejde med René Redzepi fra NOMA. 

Ramsløg i madlavningen

Ramsløg kan benyttes frisk i madlavningen, men kraftfulde smag egner sig særligt godt til at krydre sommerens retter med, og her er vores foretrukne opskrifter blandt andet ramsløgsalt og ramsløgolie.

Ramsløgolie

Ramsløgolien er en lækker krydderolie, får en dyb mørkegrøn farve, der især springer i øjet, når den bruges med få dråber over en god kødret eller suppe - eller som dyppelse til brød. Man kan også blive kreativ med olien og bruge den til at røre sin egen hjemmelavede ramsløgsmayonnaise.  

Produktionen af ramsløgsolien er forholdsvis simpel, og når du har siet den igennem, kan du bruge den overskydende ramsløg-pulp, til at røre en lækker ramsløgpesto, hvor du blandet pulpen med valnødder/hasselnødder/pinjekerner, citronsaft og parmesanost.  

Herunder får du vores opskrift på en tung og flot grøn ramsløgolie, der er et sammensurium og god smag og et flot look. 

ANNONCE
Udskriv opskriften

Ramsløgolie

Hjemmelavet ramsløgolie på den gode måde

1 portion 24 timer, 15 minutter
Forberedelse: 5 minutter
Ventetid: 24 timer
Tilberedning: 10 minutter
Ca. 7450 kcal pr. portion

Ingredienser

  • 100 gram ramsløg
  • 5 dl rapsolie

Fremgangsmåde

  1. Forberedelse: Ramsløgolien skal sies gennem et klæde, her kan du vælge enten at ofre et gammel viskestykke eller investere i et ostelærred. Farven fra ramsløgene sætter sig hårdt i stoffet, og oliens karakter, gør det til en sur tjans at smide et oliegrønt stykke stof i vaskemaskinen efter brug.
  2. Skyl ramsløgbladene og tør dem så der ikke er våde blade imellem. Placer alle bladene i en blender.
  3. Opvarm rapsolien (Eller en anden lys, varmebehandlet olie efter smag) i en lille gryde til en temperatur på 50-55 grader
  4. Hæld den lune olie i blenderen over ramsløgene, og blend sammen til du har en lind masse
  5. Hæld den blendede masse over i en lufttæt beholder, og sæt på køl.
  6. Lad blandingen trække i op til 24 timer (lidt længere eller lidt kortere, alt efter ønsket intensitet og dit temperament.)
  7. Dagen efter skal olien sies fra ramsløgmassen. Dette gør du lettest ved at spænde et viskestykke over en magrethe-skål - lad olien trække helt igennem, og fyld herefter din færdiglavede ramsløgolie på flaske. Hvis du har lyst, kan du bruge den overskydende ramsløgpulp til at røre en lækker ramsløgpesto - og du slipper for at tilsætte ekstra olie!
  8. Tillykke, din ramsløg olie er nu klar til brug. Fordi du har varmebehandlet olien, holder den sig gerne et par måneder i køleskabet. God appetit.
Del

Seneste nyt

Annonce