Roti Burrito
To verdener mødes med indisk burrito!
Du kender sikkert de aftener, hvor du har lyst til lidt af hvert til aftensmad - heldigvis er der en løsning på dette, og det kaldes fusionskøkken!
Her kan man tit lave nogle fine opskrifter og måltider, hvor man kombinerer elementer fra flere forskellige verdenskøkkener.
Eller også kan du bare lave en solid omgang tapas, hvor du disker op med småretter fra hele verden.
Jeg har tidligere eksperimenteret med denne tilgang, da jeg lavede opskrift på koreanske beef tacos, hvor man brugte hjemmelavede tortillas, som man svøbte om lækker, spicy og snasket koreansk oksekød.
En anden god, nem og velsmagende fusionsklassiker finder vi i mødet mellem det indiske køkken og det mexicanske køkken.
Krydderierne er ofte forskellige i disse to køkkener, men de er begge glade for at lave fyldte madbrød - i det indiske køkken er det eksempelvis parathas og roti-brød, mens det i det mexicanske køkken er tacos, tortillas og burritos.
Det bliver i sidste ende til en synergi, vi kalder Roti Burrito.
Selve opskriften bygger på en lækker, sund og velsmagende roti-brød, som laves med spinat, så man får en fantastisk lækker grøn farve på brødet.
Fyldet består af indisk-marineret kylling i strimler, som jeg vælger at servere med en yoghurt-dressing, frisk mango og frisk koriander.
Nemt, hurtigt sundt og lækkert - fang opskriften herunder:
Roti Burrito: Indisk spinat-fladbrød med fyld
Nemt og sundt!
Ventetid: 0 minutter
Tilberedning: 20 minutter
Ingredienser
- 250 gram hvedemel
- ½ tsk fint salt
- 120 ml sødmælk
- 60 gram spinat
- 1 spsk. olivenolie
Indisk kylling
- 2 stk kyllingebryst
- 300 ml bouillon (kylling eller grøntsags)
- 1 stk rødløg
- 10 gram frisk ingefær
- 2 fed hvidløg
- 1 spsk. citronsaft
- 1 tsk koriander, stødt
- 1 tsk gurkemeje, stødt (kan undlades)
- 1 tsk spidskommen, stødt
- ½ tsk chiliflager, kan undlades
- 1 tsk salt + peber
Fyld
- 1 håndfuld grønne bønner, kan undlades
- 1 håndfuld frisk koriander
- 1 stk mango
Yoghurt-dressing
- 1½ dl yoghurt naturel
- 0,2 tsk fint salt
- 1 tsk garam masala
Fremgangsmåde
- Start med at lave dine roti-brød. Svits spinaten på panden i lidt olivenolie, indtil det falder sammen og bliver tilberedt. Hæld dem over i en blender med sødmælken - blend, indtil du har en helt lind grøn masse.
- Bland spinatmælk med olivenolie, salt og hvedemelet i hånden. Ælt det sammen, indtil det er sammenhængende - i starten vil det virke tørt, men blot arbejd godt med det. Spæd til med mælk eller hvedemel, hvis det enten bliver for vådt eller tørt. Det skal hænge sammen, men må ikke klistre. Stil det til hvil på køkkenbordet, mens du forbereder kødet.
- Bland din yoghurt op med garam masala og salt og lad det stå og trække i mellemtiden. Skræl og skær også din mango i tynde stave, samt vask og pluk din koriander til senere.
- Snit rødløg, hvidløg og ingefær fint - svits det i lidt olivenolie i en gryde i nogle minutter. Tilsæt herefter krydderierne (spidskommen, koriander, chili, gurkemeje, salt og peber) og svits et par minutter.
- Skær dine kyllingebryster i mindre stykker og læg dem ned til løgblandingen - hæld bouillon over, så det blot dækker. Lad det simre uden låg i 15 minutter.
- Del nu din spinatdej i 4 dele - rul hver dej ud til tynde pandekager, som har en diameter i 24-26 cm. Varm en pande op til middelvarme uden fedtstof. Mens kødet simrer, steger du hver roti på en tør pande, indtil den blot får let farve på begge sider. Læg dem efterfølgende på en tallerken med et viskestykke over for at holde på varme og kondens - de må ikke få for længe, da de ellers ikke vil være fleksible og ende med at knække.
- Når kødet har simret, tager du det op af blandingen og lægger på et skærebræt. Skru helt op for blusset på din bouillon-blandingen, så den kan reducere til en tykkere sauce. Trevl kødet på skærebrættet og smid det tilbage i gryden efter 5-10 minutter, når saucen har tyknet. Varm det op igen og smag til.
- Nu er du klar til at samle din roti burrito - smør et godt lag yoghurt-dressing på brødet og fordel det marinerede kød efterfulgt af skiver af mango, frisk koriander og lidt grønne bønner eller andet lækkert grønt. God appetit!