Sticky Pork Belly Burger
Årets grillburger!
Sticky Pork Belly er en ægte asiatisk klassiker og en nem måde at tilberede et stykke gris på, så konsistens og smag sidder lige i skabet.
Du får det møre, saftige kød, som lige bliver opgraderet på saftigheden og smagsintensiteten med et lag marinade som afslutning.
Det er lidt den flydende pendant til en dry rub, når du eksempelvis laver pulled pork. I al sin enkelthed går konceptet ud på, at man serverer møre stykker svinekød, som til sidst er blevet glaseret med en marinade, som giver et ekstra kick. Her bliver kombinationen af sojasauce, syre og et sødt element en fantastisk lækker umami-oplevelse, som giver en saftig, sprød og rigtig snasket mundfuld!
I samarbejde med Kikkoman har jeg lavet en grillet version til sommerens måltider på terrassen – i denne omgang er det en Sticky Pork Belly Burger med spicy coleslaw.
I denne opskrift får man karamelliseret svinebryst i en asiatisk krydret sticky glaze med sojasauce og en chilikrydret coleslaw svøbt i et par luftige, hjemmebagte potato buns. Hvor man ved klassisk sticky pork belly ofte koger, steger og glaserer kødet, laver vi det i denne omgang udelukkende på grill – og resultatet er mindst lige så godt!
Tricket er, at man først steger sit svinebryst i skiver på høj direkte varme på grillen – uanset om vi snakker kul- eller gasgrill – hvorefter svinebrystet skal pensles med glaseringen ved indirekte varme, så det ikke brænder på, men samtidig får karamelliseringen.
Stickysaucen er lavet med inspiration fra det kinesiske køkken, hvor jeg har krydret den med stjerneanis, nelliker, ingefær og hvidløg. Jeg har brugt Kikkomans helt klassiske sojasauce, hvor det naturlige saltindhold i sojasaucen gør, at man kan skippe salt – og har man brug for mere smæk på saltsmagen, kan man koge stickysaucen yderligere ind.
Når du kombinerer spicy coleslaw og den snaskede pork belly, så er det faktisk en burger, der ikke behøver flere end to komponenter i brødet – de to elementer er rigeligt saftige og sammenhængende i sig selv. Dog er lidt hjemmelavet ketchup ikke at kimse ad.
Du kan bruge flere slags kød til denne opskrift - det kræver blot, at kødet har en god fedtmarmorering. Så jeg vil anbefale svinebryst, nakkekoteletter eller måske nakkefilet i skiver.
Fang teknikken herunder i min opskrift på sticky pork belly burger.
Hvis du vil lave hjemmelavede burgerboller, så finder du opskriften på potato buns her.
Sticky Pork Belly Burger
Grillburger!
Ventetid: 0 minutter
Tilberedning: 35 minutter
Ingredienser
- 6 stk svinebryst i skiver, uden svær
- 2 fed hvidløg
- 10 gram ingefær
- 2 stk stjerneanis
- 2 stk hele nelliker
- 3 spsk. sojasauce(jeg bruger den klassiske sojasauce fra kikkoman)
- 3 spsk. brun farin
- 1 stk lille citron, saften herfra
- 1 stk 0,5 dl vand + 1 tsk. majsstivelse
- 1 stk gulerod
- 1 håndfuld spidskål, fintsnittet
- 1 dl cremefraiche (enten 18% eller 38%)
- 1 tsk honning-dijonsennep
- 1 stk chiliflager, røde
- 2 stk burgerboller (se opskrift oppe i artiklen)
Fremgangsmåde
- Hvis du laver hjemmelavede burgerboller, så finder du opskriften på disse oppe i artiklen - hvis ikke, så kan du blot gå videre til næste trin.
- Start med at lave din marinade/stickysauce ved at blande sojasauce, brun farin og saften fra en lille citron i en lille gryde.
- Lad marinaden koge op, mens du snitter hvidløg i skiver, ingefær i skiver og opløser en halv teskefuld majsstivelse i 1 deciliter vand. Bland det hele sammen og bring det i kog, Når massen koger, tilsættes stjerneanis og nelliker. Lad det simre et par minutter, indtil massen tykner og smag den til undervejs. Lad den afkøle.
- Lav din spicy coleslaw ved at rive gulerod på den grove side af et rivejern og snit spidskål i tynde strimler. Bland cremefraichen i og tilsæt honning-dijon-sennep og chiliflager. Smag til med salt og peber og stil den i køleskabet, hvor den trækker smag indtil servering.
- Skær dit svinebryst i tynde eller tykke skiver, alt efter hvad du foretrækker (lidt tyndere skiver anbefales, da det skal i en burger).
- Drys med lidt salt og stil kødet klar på køkkenbordet, mens du tænder grillen.
- Når grillen er varm, steges dine skiver af svinebryst på direkte varme/lige over kullene i ca. 10-15 minutter, hvor du vender dem af og til, så de bliver stegte og sprøde på alle sider.
- Herefter flyttes skiverne over på indirekte varme, hvor du pensler dem grundigt med din sticky-marinade på begge sider. Luk låget til grillen og lad dem stege på indirekte varme (mellem 180-200 grader) i ca. 15-20 minutter.
- Pensl dem med marinade hyppigt, hvor du vender dem løbende.
- De sidste par minutter giver du dem en tykt lag marinade og placerer dem direkte på varmen så bliver de ekstra karamelliseret, men hold godt øje, så sukkeret ikke brænder på.
- Tag dem af varmen og saml din burger med sticky pork belly og spicy coleslaw. Har du marinade til overs, kan du hælde det over kødet i burgeren som en ekstra dressing.