Berlinere med syltetøj/marmelade
Sådan laver du hjemmelavede berlinere med fyld.
Man går oftest aldrig galt i byen, når man vælger at lave en kage, der skal en tur i den gyldne brønd!
Berlinere, eller Berliner Pfannkuchen, som de så fint hedder, er ikke en undtagelse.
Berlinere og konceptet med at fylde en donut med syltetøj kan dateres helt tilbage til det 15. århundrede, hvor man begyndte at fylde sine donuts og berlinere med kompot, marmelade og syltetøj af hengemte frugter.
Berlinere har mange forskellige variationer og afarter rundt i hele verden - alt fra en sød bao fra det asiatiske køkken til en cremefyldt Bomboloni fra det italienske køkken.
En Jelly Donut er også et navn, som berlinere har fået i eksempelvis USA - i bund og grund er berlinere bare en opskrift, som folk er vilde med.
Overordnet set er berlinere en kage på gærdej, som puffer op, når den kommer i varm fritureolie - det gør, at den bliver meget blød, lækker, svampet og saftig.
Og så er det op til dig, hvad du vil fylde i - den klassiske er i det søde køkken med marmelade. Men de findes også i salte versioner, hvor man fylder dem med skinke eller ost.
Man koger dem i olie så at sige, hvor man trykker to cirkler af dej sammen omkring fyldet, hvorefter de hæver op i dem varme olie og får den rigtige konsistens.
Berlinere er den slags bagværk og kage, der gerne skal spises samme dag, som de bages - de bliver hurtigt tørre. Men til gengæld er der ikke noget, der slår en nybagt (nykogt) berliner, som lige vendes i lidt sukker, inden den fortæres!
Du kan selv vælge, om du vil lægge fyldet på, inden de ryger i olien, eller om du vil stikke et hul i dine berlinere og efterfylde dem - men jeg vælger altid den første teknik, da det er nemmere at håndtere og giver et bedre slutresultat, hvor du ikke behøver at stikke hul i kagen.
Med en have, der bugner af friske bær og frugter, er det oplagt at prøve kræfter med smagssammensætningerne i den klassiske gærdej og den syrlige smag af danske bær - jeg har i denne omgang forsøgt mig med en blanding af både grønne og røde stikkelsbær, men opskriften passer til alle slags stikkelsbær og andre bær i haven - en klassiker af en opskrift er selvfølgelig med hindbær, men du kan også bruge jordbær, blåbær, brombær, solbær og meget andet.
Se med herunder, hvor du kan se den bedste opskrift på 'grundbasen' af en berliner - hvorefter du kan med fri fantasi variere fyldet på din helt egen måde!
Men skulle du have en håndfuld stikkelsbær i haven, så prøv lige hele opskriften - du vil ikke fortryde det. Smagskombinationen af den parfumerede, syrlige stikkelsbær til den søde, luftige donut-dej? Det fungerer!
Den bedste olie til formålet er den olie, som hedder fritureolie i supermarkedet - det er ofte en blanding af forskellige olier, som gør, at den ikke frigiver så mange farlige stoffer. Jeg plejer også at bruge solsikkeolie, den fungerer også rigtig fint.
Berlinere med syltetøj/marmelade
Klassisk bagværk med danske bær!
Ventetid: 1 time, 10 minutter
Tilberedning: 20 minutter
Ingredienser
- 300 gram stikkelsbær (eller dit favorit-bær)
- 60 gram smør
- 250 ml mælk
- 100 gram rørsukker
- 1 spsk. vaniljesukker
- 1½ tsk kardemomme
- ½ tsk salt
- 30 gram gær
- 2 stk æg
- 6 dl fritureolie/solsikkeolie
- 450 gram hvedemel
Fremgangsmåde
- Hæld stikkelsbærrene i en gryde og lad dem simre sammen med syltesukkeret i ca. 10 minutter. Blend massen med en stavblender og lad den simre i 2-3 minutter yderligere. Smag til undervejs. Lad det køle helt af - gerne lav det aftenen før, så det kan sætte sig lidt.
- Lun mælken langsomt op i en gryde og lad smørret smelte heri.
- Tag gryden af varmen og lad den køle af, indtil den er fingervarm. Opløs derefter gæret i den varme smørmælk.
- Bland rørsukker, vaniljesukker, salt og kardemomme i en skål.
- Hæld den lune smørmælk over sukkerblandingen og rør godt rundt.
- Rør de to æg grundigt ud i væsken.
- Hæld mel i lidt efter lidt og ælt dejen til en lind konsistens, hvor den næsten ikke klistrer længere - spæd eventuelt til med mere eller spar på det, alt efter konsistensen.
- Læg den på køkkenbordet med et viskestykke over sig og lad dejen hæve i en time.
- Rul dejen ud til en stor firkant på ca. 0,5 centimeters tykkelse.
- Udstik cirkler på 8 centimeter i diameter - hvis du ikke har en udstikker, så passer målene ofte med et vinglas.
- Læg halvdelen af cirklerne på en bageplade med bagepapir og fordel ca. en teskefuld af stikkelsbærkompotten i midten af hver.
- Læg resten af cirklerne ovenpå og klem grundigt rundt i kanten! Ellers løber syltetøjet ud under kogning.
- Lad cirklerne hæve i ca. 30 minutter.
- Varm olien op til ca. 180 grader. Brug et sukkertermometer, eller det gamle husmoderråd, hvor man dypper en træpind i olien - når det syder omkring den, så er den klar til brug!
- Steg berlinerne i olien, indtil de er gyldenbrune på begge sider. Vend den undervejs.
- Lad dem dryppe af på fedtsugende papir og nyd dem med lidt drysset flormelis eller sukker!