Vada Pav: Indisk kartoffelburger
Spicy, cremet og vegetarisk burger.
I det indiske streetfood-køkken kan man få den lækreste vegetar-burger, Radav Pav.
I al sin enkelthed friturestegt, paneret kartoffelmos i en burger med spicy salsa.
Det fungerer helt perfekt - og er ret nemt at lave selv!
Herunder får du opskriften på en klassisk udgave af gadekøkken-burgeren.
Og her vil jeg anbefale bløde, luftige burgerboller - eksempelvis mine potato buns.
Tip til salsa:
Koriander-chutney: 1 bundt koriander, 1 spsk. limesaft, lidt salt, lidt sukker, 1 revet hvidløg, 0,5 grøn chili og lidt peber. Blend til en spicy paste.
Chili-dressing: 3 spsk. cremefraiche, 0,5 rød chili finthakket, 1 tsk. revet ingefær og 0,5 tsk. garam masala - blandes sammen og smøres i bunden.
Vada Pav
Indisk kartoffelburger!
2 portioner
15 minutter
Forberedelse: 10 minutter
Ventetid: 0 minutter
Tilberedning: 5 minutter
Ca. 200 kcal pr. portion
Ventetid: 0 minutter
Tilberedning: 5 minutter
Ingredienser
- 4 stk mellemstore kartofler
- 2 stk burgerboller (se opskrift oppe i artiklen)
- 3 fed hvidløg, revet
- ½ stk rød chili
- 1 tsk sennepskorn
- 1½ tsk karry
- 1 håndfuld koriander, frisk
- 2 dl kikærtemel el. boghvedemel
- 1 tsk gurkemeje, stødt (kan undlades)
- 400 ml fritureolie/solsikkeolie
- 1½ tsk salt
Fremgangsmåde
- Start med at skrælle kartoflerne. Skær dem i tern og kog dem møre i 15-16 minutter. Lad dem køle af til stuetemperatur.
- Mos dem med en gaffel og bland krydderierne samt 1 tsk. salt i (undtagen gurkemeje) - tilsæt finthakket rød chili, revet hvidløg og finthakket koriander. Bland det grundigt sammen til en sammenhængende masse.
- I en anden skål blandes boghvedemel, 0,5 tsk. salt og gurkemeje. Tilsæt vand (ca. 1 deciliter, men prøv dig frem), indtil du har en tyk tapetklister-agtig ensformig masse.
- Varm olien op i en gryde til ca. 160-170 grader. Form kartoffelmassen til to runde, halvflade kugler og dyp dem med lidt mel. Vend dem så i boghvedeblandingen, til de er helt dækkede.
- Steg dem gyldenbrune i 3-4 minutter og lad dem dryppe af på et stykke køkkenrulle - server dem med burgerbollerne og gerne koriander-chutney og chili (se inspiration i artiklen).