Mandekogebogen

Pommes frites-palmer

Afventer blot en bølge af sovs!

Er du klar til endnu en sjov kartoffel-kreation?

Jeg har været i kartoffel-laboratoriet igen og fundet frem til endnu en sjov snack eller sidedish med kartoflen i fokus.

Det er egentlig en meget simpel opskrift og bruger blot en kombination af hvedemel, salt, majsstivelse samt kartofler - det handler blot om måden, kartoflen skæres på og hvordan den med en simpel saltlage-teknik får sin flotte form.

Jeg har valgt at kalde dem Pommes Frites-palmer - så lækre, cremede og sprøde snacks, hvor selve basen er cremet og lækker, mens toppen har sprøde 'blade' på palmen.

Teknikken er at skære dem ud i rektangler og skære snit på kryds og tværs ca. 4/5 centimeter ned i kartoflen - derefter skal de udvandes i en blanding af vand og salt.

Det gør kartoflen mere 'mør' og blød, så man kan forme dem som palmer - herefter skal de blot duppes og vendes grundigt i majsstivelse og mel.

Efter en tur i den gyldne brønd er de sprøde, cremede og klar til en bølge af sovs!

ANNONCE
Kartoflen lægges mellem to spisepinde, som sørger for, man ikke skærer helt i gennem. - Pommes frites-palmer Kartoflen lægges mellem to spisepinde, som sørger for, man ikke skærer helt i gennem.
Vendes i majsstivelse og mel.  - Pommes frites-palmer Vendes i majsstivelse og mel.
I den gyldne brønd. - Pommes frites-palmer I den gyldne brønd.
Udskriv opskriften

Pommes frites-palmer

Kartoffel-snacks!

4 portioner 20 minutter
Forberedelse: 10 minutter
Ventetid: 0 minutter
Tilberedning: 10 minutter
Ca. 200 kcal pr. portion

Ingredienser

  • 4 stk bagekartoffel
  • ½ dl majsstivelse
  • ½ dl hvedemel
  • 1 tsk fint salt
  • 400 ml fritureolie/solsikkeolie/rapsolie/palmin

Fremgangsmåde

  1. Skræl kartoflerne og skær dem i rektangler - størrelsen er ikke så vigtig, men gå efter at lave én bagekartoffel til én palme. Læg den mellem to spisepinde og skær 5-6 snit på kryds og på tværs uden at skære helt i gennem.
  2. Opløs 1 tsk. salt i en halv liter vand - læg dine kartofler i og lad dem udvande i 30-40 minutter, indtil de er bløde og medgørlige. Dup dem tørre med køkkenrulle og 'masser' forsigtigt alle enderne udad, så du spreder palmen ud - du skal være forsigtig, da kartoflen ikke er blød nok til, at den ikke kan knække.
  3. Bland hvedemel, majsstivelse og salt - drys det omkring og inde i 'palmen' i et jævnt lag. Varm olien op til ca. 170 grader og friter dem i 2-3 minutter, indtil de er gyldne og lækre. Du kan med fordel lade spidserne være opad i starten, da de hurtigere vil blive mørke i farven. Lad dem afdryppe på fedtsugende papir - de forbliver ikke sprøde på toppen særligt længe, så server dem umiddelbart med det samme. Eller som en lun, cremet kartoffel til sovs!
Del

Seneste nyt

Annonce