Piadina: Italiensk fladbrød med fyld
Klassiker fra det italienske gadekøkken!
I den italiensk region Romagna har man en ikonisk streetfood-klassiker, som går under navnet Piadina.
I al sin enkelthed et fladbrød, som har en lækker, elastisk og luftig konsistens, og bruges til at danne grundlag for alskens slags lækkert fyld.
Alt fra bare en simpel, lokal olivenolie at dyppe i til eksempelvis en italiensk streetfood-hapser med rucola, skinke og friskost.
Det er en meget simpel og nem opskrift, og så kan dejen laves op til 24 timer før - det er faktisk det bedste, da den udvikler smag og konsistens, når den hviler i køleskabet.
Herefter steges den blot på en tør pande og fyldes op med lækkerier.
I gamle dage brugte man fedt i opskriften - og det kan du også stadigvæk gøre. Men det er lige så godt at bruge olivenolie.
Og du kan endda bruge en god krydderolie, som blot bidrager med en dybere smag til brødet.
Fang min opskrift herunder samt et bud på en klassisk, nem slags fyld til de italienske Piadina-fladbrød:
Piadena: Italienske fladbrød med fyld
Gademad fra Italien!
Ventetid: 1 time
Tilberedning: 10 minutter
Ingredienser
- 250 gram hvedemel (gerne tipo00)
- 40 gram fedt eller olivenolie
- 100 gram vand
- 1 tsk fint salt
- ½ tsk bagepulver
Idé til fyld
- 6 stk skinke (serrano eller parma, eksempelvis)
- 1 stk bøffelmozzarella
- 1 håndfuld rucola
- 4 spsk. friskost/smøreost (rørt op med lidt god olivenolie, rosmarin og hvidløg)
Fremgangsmåde
- Hæld hvedemel i en skål og tilsæt olivenolie/fedt - opløs bagepulver i vandet og hæld i skålen efterfulgt af salt. Ælt den sammen med hånden, indtil du har en sammenhængende konsistens, som minder om pastadej. Pak den ind i husholdningsfilm og lad den hvile så længe, du har tid til - alt fra minimum 1 time til 24 timer.
- Efter hviletid deles dejen i 4 stykker - rul dem ud til cirkler på ca. 22-24 cm i diamter med en tykkelse på 2-3 mm. Steg dem på en middelhøj varm og tør pande, indtil den matte farve på dejen forsvinder og den får små, mørke pletter efter stegningen. Læg dem løbende på en tallerken og dæk med enten viskestykke eller sølvpapir - det holder på kondensen, så de forbliver smidige.
- Serveres rygende varme eller lune smurt med eksempelvis en friskost/flødeost med lidt rosmarin, olivenolie og hvidløg samt parmaskinke, rucola og mozzarella.